Tilbage i folkeskolen

Hej igen.
Så, jeg har gjort det… igen. Jeg er virkelig dårlig til at huske at få skrevet herinde - måske fordi det er på dansk? Måske fordi der ikke rigtig er nogen der følger med? Måske fordi det er besværligt at skrive og tage sig tid?
Jeg ved det ikke, sikkert lidt af det hele, men faktum er, jeg er tilbage nu. Der er sket en del siden sidst. JEg er blevet student (indsæt HURRA her). Det er syret at læse mit første opslag her på bloggen, som jeg skrev efter første skoledag på gym. Nu er det slut og faktisk lykkedes det mig at trække et tocifret gennemsnit hjem.
Siden da har jobjagten været i højsædet. Jeg har søgt alt fra børnehavejobs til tilrettelægning og picolinejobs, men jeg er endt i en lettere skræmmende et af slagsen. Jeg er blevet ansat på den folkeskole, jeg selv har brugt 10 år af mit liv på, som lærervikar. Det er røv uhyggeligt at blive kastet for løverne (måske ikke praktisk talt, men I ved, hvad jeg mener) i al verdens fag, jeg ikke aner, hvordan man underviser i. Jeg har heldigvis en håndfuld venner, som har samme job på andre skoler, som jeg kan give et kald i et håb om at få pumpet koldt vand i blodet af dem. Jeg starter i næste uge med en hård en af slagsen, hvor jeg har 13 timer. 6 af dem er heldigvis musik, som jeg føler mig mere hjemme i, end jeg gør i fx billedkunst, som jeg "kun"skal have to timer af. Jeg er skrækslagen for at jeg kommer ind i en 1. klasse, hvor de ikke gider og høre, ikke synes jeg er sjov og slet ikke vil gøre, hvad jeg beder dem om. Men, jeg vil gøre mit allerbedste på mandag, prøve at sparke røv og spørge om hjælp, hvis det er nødvendigt.
Ellers er der vist ikke det store at fortælle… Rasmus er på højskole, hvilket sutter (for mig, ikke for ham  - han har en fest). Jeg savner ham utrolig meget, heldigvis ser jeg hans familie tit, så det er dejligt at få en godt kram, der minder om hans.
Det er let at blive ensom efter en tid som gymnasietiden. Det lyder skørt, men man falder ned i et hul efter gym. Højt at flyve, dybt at falde.. Den bedste tid i mit liv, var studenterugen - Hvis du har prøvet det, vil du mindes den, hvis du ikke har, skal du glæde dig til den :) Men tiden derefter er mildest talt brutal. Aldrig har jeg været så opmærksom på at jeg gled fra mine venner på rekord tid, og ikke være i stand til at gøre noget ved det. - det er ligesom at omstøde tyngdekraften. Alle bliver ikke sammen efter gymnasiet som en glad familie - Det er bare ikke sådan, det er. Men det har jeg efterhånden affundet mig med. Det svære er, at finde ud af, hvad mit liv SÅ er, hvis det ikke er at gå i skole, som det har været siden jeg var 6 år.
Jeg LOVER at holder jer opdateret i næste uge om hvordan det hele er gået, og hvordan der er at være tilbage i folkeskolen - nu på den anden side af kateteret!
Klem, SS