And then there was one..

Har du nogensinde følt dig forladt? Måske snare efterladt. Klokken 4 i nat blev det min tur til at opleve det, som ingen lillesøster kan forberede sig på. Min eneste storebror flyttede til Spanien. Jeg ved, det ikke lyder så dramatisk, som jeg måske gør det, men for mig er det en kæmpe omvæltning. Jacob (min bror) har boet hjemme i alle hans 19 snart 20 år, så det var ved at være på tide, at han skulle ud af vagten. Hvis du har fulgt med på bloggen, ved du godt, at jeg har vidst det her i nogen måneder, og man skulle tro, jeg havde nået at vende mig til tanken om at blive enebarn, men det er desværre ikke så let. Jacob og jeg er langtfra ens. - Faktisk er der meget få ting, vi kan blive enige om! Selvom vi er som nat og dag, minder vi mere om hinanden end nogen andre, men det får du hverken Jacob eller mig til at indrømme! ;) Jeg sidder tilbage med en meget tom fornemmelse. Jeg prøver at omsætte virkeligheden til noget, min hjerne og hjerte vil gå med til, men det synes umuligt. Dog føler jeg, at jeg fik sagt alt det, jeg ville. Hvis han styrtede ned med flyet (hvilket han ikke gjorde, 7,9,13) ville jeg have fortalt ham, at jeg elsker ham højere end noget andet, at han er min klippe, og at han i hvert fald altid kan regne med mig. Til gengæld åbnede han også lidt op for sluserne, og fortalte mig de ting, jeg sjælendt er blevet fortalt af ham. At han for eksempel også elsker mig, og at jeg skal ned til ham, så snart han har fundet en lejlighed. Jeg kan ikke undvære min bror, og det varmer at vide, at han heller ikke kan undvære mig. Jeg stopper her, og sætter mig og skriver et brev til brormand. Jeg skriver snart igen. 

- Sidsel